Mit Samfundsfag


Åbn undermenuer...

6.1: Hvad er en organisation?

Emma Mærsk

Med en længde på 397 meter, en bredde på 56 meter, svarende til 4 fodboldbaner, og en tonnage på 156.907 tons eller 22 containere i længden og 8 i højden er A.P. Møller-Mærsks containerskib Emma Mærsk verdens største containerskib.

For at bygge skibet er der anvendt 55.369 tons præcisionssvejset stål, 40 kilometer rør og 1 million liter maling – og det tog kun 36 dage at samle skibet på Lindøværftet! Dette kan kun lade sig gøre, fordi der står en organisation bag, der kan indsamle, lede og fordele ressourcerne.

Da Emma Mærsk blev designet, blev det samtidig startskuddet til anvendelsen af et innovativt it-baseret designprogram, Intelliship. Som en respons på de stigende råoliepriser og som et led i en mere miljørigtig profil er Emma Mærsk malet med et innovativt nyt produkt, der sparer op imod 1200 tons brændstof om året. Organisationer kan fremme innovation bare ved at producere de produkter, markedet efterspørger og ved at efterleve de krav, myndigheder eller markedet stiller til produktet eller ydelsen.

Emma Mærsk blev bygget for at kunne konkurrere på et transportmarked, der er under konstant pres. Den ekstra omkostning, som forbrugeren mærker ved købet af et fladskærmstv, der bliver sejlet fra Kina til Danmark er sølle 4% af prisen. Konkurrencen i transportbranchen er utrolig stor, og lave shippingpriser er et vigtigt konkurrenceparameter. Emma Mærsk er med sin kapacitet på op til 13.800 containere og en tophastighed på 45 km i timen netop bygget for at kunne sænke prisen på fragt og dermed klare den internationale konkurrence. Organisationer tilpasser sig derfor omgivelserne, men forsøger også at kontrollere eller påvirke dem – for eksempel ved at lave verdens største containerskib.

Ekstra: Se eventuelt DR1's Viden Om: ”Verdens største skib”.

Arbejdsspørgsmål

  1. Indsæt informationerne om Emma Mærsk i figur 6.1 – hvilke er input, hvordan foregår transformationsprocessen og hvilket output resulterer den i?
  2. Undersøg hvilke elementer i omgivelserne, A.P. Møller-Mærsk har reageret på ved at bygge Emma Mærsk.
  3. Diskutér hvorfor det er vigtigt for A.P. Møller-Mærsk at reagere på omgivelserne.
  4. Gentag eventuelt øvelsen med en selvvagt virksomhed, et produkt eller en service.