Mit Samfundsfag


Åbn undermenuer...

2.3: B2B eller B2C - hvem skal virksomheden sælge til?

IKEA og købeloven

Ifølge BT mener Ikea ikke, det er nødvendigt at trække kommoder, der ellers har kostet amerikanske børn livet, tilbage i Danmark. De opfylder sikkerhedskravene, siger møbelgiganten.

Møbler fra kommodeserien Malm bliver ikke trukket tilbage på det danske marked, selvom tre børn i USA på få år har mistet livet, efter en kommode fra Ikea væltede ned over dem.

»Vores produkter overholder 100 procent de sikkerhedsregler, som er gældende i Europa. Og derfor beholder vi dem i vores sortiment,« siger varehuschef hos Ikea i Taastrup, Anders Olsen til BT.

Han understreger, at Ikea altid anbefaler deres kunder at fastmontere kommoder og reoler til væggen for netop at undgå, at de vælter.

Ikea har frivilligt valgte at tilbagekalde mindst 27 millioner møbler fra kommode-serien Malm fra USA og Canada selvom kommoderne lever op til de pågældende nationale sikkerhedsregler.

Men selvom produkterne på det nordamerikanske og det europæiske marked er fuldstændig ens, har man ingen planer om at tilbagekalde de selvsamme møbler i Danmark.

»Vi kender gudskelov ikke til eksempler i Europa, hvor et af de pågældende produkter skulle være årsag til alvorlige ulykker eller i værste fald et dødsfald. Og derfor antager vi også, at det simpelthen er fordi, at vores kunder følger anvisningerne og får sikret produkterne korrekt,« siger Anders Olsen.

I samlevejledningen til de omtalte møbler gør Ikea opmærksom på, at produktet skal fastgøres i væggen med skruer og rawlplugs.

Samtidig er der også påsat særlige klistermærker på alle møbler, som Ikea anbefaler, at man skruer fast, og i varehusene kører der kampagnevideoer, som skal gøre kunderne opmærksomme på vigtigheden i at montere produkterne korrekt.

Alligevel mener Forbrugerrådet Tænk ikke, at Ikea tager nok ansvar for sikkerheden.

»Vi synes, at det er en problematisk tilgang. Det kan naturligvis være nødvendigt med en fastmontering, især med høje møbler. Men Ikea kan jo aldrig være sikker på, at forbrugerne får det gjort. Det er ikke alle, der er lige fikse på fingrene, og det er vel de færreste, der hyrer en håndværker for at få fastmonteret en kommode,« siger Helen Amundsen, seniorrådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.

Anders Olsen fra Ikea i Danmark afviser kritikken.

»Sikkerhed er vores højeste prioritet. Men fordi vi lever op til de europæiske sikkerhedskrav, samtidig med at vi gør alt for at informere vores kunder, så føler vi, at vores produkt er korrekt.«

Kilder: BT, 02.07.2016 og Dagens.dk 25. 06. 2016

Arbejdsspørgsmål

  1. Hvem er IKEAs kunder – B2B eller B2C?
  2. Hvad karakteriserer IKEA's marked? Anvend karateristika ved B2B og B2C markedet
  3. Hvilke krav er der til IKEA ved salg til private?
  4. Har IKEA overholdt disse krav?