Mit Samfundsfag


Åbn undermenuer...

8.6: Belønningssystemer og motivation

KYOCERA

Medarbejderaktier gør hundreder af ansatte til millionærer

For at imødekomme globaliseringen og udenlandske kunder, blev Unimerco solgt til det japanske konglomerat Kyocera i 2011. Modsat mange andre virksomheder er langt de fleste medarbejdere aktionærer i Unimerco, og på den måde kommer 418 ansatte til at få en bid af den 1,44 mia. kr. store salgs-kage. Det er næsten 3,5 mio. kr. per person i gennemsnit.

”Mere end et par 100 medarbejdere bliver millionærer ved det her salg – i hvert fald før skattemyndighederne har været der," siger Unimerco’s direktør Kenneth Iversen til Berlingske Business.
Han understreger, at det er godt, at succesen bliver delt mellem så mange medarbejdere som muligt, og at det er et lille stykke dansk erhvervshistorie, Unimerco skriver i dag. Samtidig forsikrer han, at der ikke vil blive ændret ved den særlige medarbejderkultur, selv om virksomheden vokser og ekspanderer til nye markeder.

Medarbejderkulturen på Unimerco i Sunds er præget af engagement og fællesskab. Bygninger, ledelsesform og belønningsstruktur danner sammen med den uformelle omgangstone i Kyocera Unimerco’s flade organisationsstruktur rammen omkring arbejdsdagen. Hos Kyocera Unimerco er der ingen adskillelse af de forskellige afdelinger. Virksomheden har valgt at lave ”overdækkede landsbyer”, hvor produktion, lager og administration er samlet i ét stort rum. Opbygningen resulterer i overblik, forståelse og uhindret kommunikation, ligesom den modvirker rygtedannelser.

Inspirationen kommer fra landsbyen, hvor alle kender hinanden og ved, hvilken rolle den enkelte spiller i den store sammenhæng.

Omkring kantinen er der kun gennemsigtige glasvægge, og støj fra produktionsmaskinerne er der taget hånd om ved udvidede støjdæmpere. Og det er konceptet på alle Unimercos filialer rundt omkring i verden.

"Sådan har det egentlig været helt siden 1990. Idéen kom, fordi vi har brug for at kunne koordinere alting, og når man kan se hinanden og ikke er fysisk adskilt i hverdagen, kommer man også automatisk til at kende hinanden bedre, og det giver trivsel og bedre arbejdsgange. Det er simpelt og ligetil," siger administrerende direktør i Unimerco Kenneth Iversen.

Resultatet er et stærkt hold, hvor uhindret kommunikation og korte beslutningsprocesser skaber et unikt innovationsmiljø med en stor grad af vidensdeling på tværs af alle virksomhedens funktioner og fag. Virksomheden tilbyder mange forskellige tiltag for at styrke fællesskabet: Der er blandt andet et motionsrum, en løbeklub, en vinklub og en multimedieklub - alle tiltag, der kommer fra medarbejderne, men som støttes af ledelsen.

For ledelsen er god kommunikation et grundelement i virksomhedskulturen. Det er vigtigt, at kommunikationen kan flyde frit.  Ledelsen lægger vægt på målrettet, rettidig og ærlig information. Derfor får medarbejderne information om beslutninger, nye tiltag og ændringer tidligt i forløbet.

Intern kommunikation i KYOCERA UNIMERCO omfatter bl.a.

  • Daglige omsætningstal
  • Månedsinformation med regnskabstal, strategiforklaringer og højdepunkter
  • Cafémøder med mulighed for spørgsmål og dialog

Kenneth Iversen forklarer, hvordan medarbejder - aktierne er en helt naturlig måde at skabe motivation på: "Det er en del af samme filosofi – at vi er i samme båd, og det at drive virksomhed er et fælles projekt. At medarbejderne har ejermuligheder giver en større ansvarsfølelse, og vi føler, at det har været medvirkende til den gode udvikling, Unimerco har gennemgået de senere år.”

Kilder: Berlingske Business 29. 06. 2011: ”Unimerco - salg gør et par hundrede medarbejdere millionærer”, Epinion, 29. 06. 2011: ”Milliardhandel forgylder ansatte”, Unimerco’s hjemmeside.

Arbejdsspørgsmål - Magasin

  1. Redegør for de forskellige belønningssystemer
  2. Undersøg hvilken form for belønning, Magasin giver sine medarbejdere. Læs artiklen: ”Magasin udbetaler millionbonusser”, Børsen 25/10/2013. Sammenhold eventuelt med kapitlets åbningscase ”Merdarbejder-aktier gør medarbejdere til millionærer”.
  3. Diskutér hvorfor Magasin vælger dette belønningssystem og ikke en anden - se det i forhold til jobfunktion og organisationsstruktur.

Arbejdsspørgsmål - KYOCERA

Kyocera Unimerco og motivation

  1. Definér begrebet motivation
  2. Undersøg  organisationsstrukturen i Kyocera Unimerco
  3. Diskutér, om den valgte organisationsstruktur motiverer medarbejderne i Kyocera Unimerco