Mit Samfundsfag


Åbn undermenuer...

5.7: Formelle krav til regnskabet

FCK - for stor til at falde?

I oktober 2010 skrev Information om FCK’s økonomiske problemer. Ifølge Information er FCK’s økonomiske problemer så store, at det vil være uansvarligt at bringe storklubben fra Østerbro til fald. De økonomiske problemer kommer samtidig med at FCK oplever en af de sportsligt mest suveræne perioder i klubbens historie.

Det er moderselskabet bag holdet der er i potentielt livstruende vanskeligheder. Men ifølge Information er sagen, at det netop er klubbens enorme gæld - der ved seneste opgørelse stod på cirka halvanden milliard - der redder moderselskabet fra at gå under, og som samtidig beskytter Ståle Solbakken og spillerne mod de alvorlige konsekvenser, som et brandudsalg af klubbens aktiver ville få.

Parken Sport & Entertainment har simpelthen løftet sig op i en vægtklasse, hvor man er too big to fail - for nu at bruge det amerikanske udtryk om virksomheder, der alene på grund af deres størrelse og betydning reddes fra at gå konkurs - og derfor får selskabet lov til at leve videre, selv om regnskabet stadig lider under de fejlslagne investeringer i primært fitness- og ejendomsbranchen, som den tidligere ledelse med Flemming Østergaard i spidsen foretog.

Til trods for de fejlslagne investeringer, skaber Parken Sport og Entertainment A/S stadig overskud. I andet kvartal 2011 var Parken Sport & Entertainment A/S’s overskud på 43,9 mio. kr. før skat og efter skat var overskuddet på 32,9 mio. kr. og omsætningen steg i perioden til 352,4 mio. kr. mod 313,5 mio. kr. i samme kvartal af 2010. Kritikere hæfter sig ved, at det særligt var salget af landsholdsspilleren William Kvist til Stuttgart og andre transferaktiviteter, der bidrog til de 29 mio. kr. af regnskabsplusset. Aktiviteter, som Finanstilsynet efter en gennemgang af regnskaberne nu har politianmeldt ledelsen i Parken Sport og Entertainment A/S for. En talsmand for Finanstilsynet udtaler til Borsen.dk: ”Parken har ikke offentliggjort salget af fodboldspilleren William Kvist hurtigt nok”. Derfor har Finanstilsynet meddelt Parken, at salget af kontraktrettigheden på den tidligere FCK-anfører vurderes at have overtrådt pligten til hurtigst muligt at offentliggøre intern viden. "Tilsynet vil derfor i overensstemmelse med dansk lovgivning overgive sagen til politiet med henblik på videre efterforskning," lyder det i en fondsbørsmeddelelse fra Parken her til morgen.

Som resultat af politianmeldelsen faldt Parkens aktier knap 3 pct. til 82 kr. Det største aktiefald på markedet den dag. Dermed havde sportsselskabet tabt 22,6 pct. i børsværdi over det seneste år. Markedsværdien er nu på lige over 809 mio. kr. Kursfaldet har medført lndringer i Parkens forretningsstrategi, hvilket har medført frasalg af selskabets aktiver – blandt andet salget af www.billetlugen.dk til Nordisk Film for et tocifret millionbeløb.

Men her slutter problemerne i Parken Sport og Entertainment A/S ikke. Bagmandspolitiet har ransaget Parkens tidligere bestyrelsesformand Don Ø’s hjem. Ransagningerne kommer oven på en sigtelse fra bagmandspolitiet om kursmanipulation i Parken ledelse i en periode fra 2007 til 2008.

I går aftes kom børsmeddelelsen fra Parken, der afslørede, at bagmandspolitiet har sigtet Parken Sport & Entertainment A/S for kursmanipulation i forbindelse med køb af egne aktier. Sigtelsen drejer sig om opkøb, der er foretaget i perioden 12. november 2007 til 27. oktober 2008, og dermed er det Parkens tidligere ledelse med bestyrelsesformand Flemming Østergaard og direktør Jørgen Glistrup, der er sigtede. Parkens nuværende koncerndirektør, Anders Hørsholt, er også sigtet i sagen, da han var vicekoncerndirektør i den periode.

Der er på nuværende tidspunkt ikke rejst tiltale mod nogen af de involverede parter.

Kilder:

  • Information 01.10.2010: ”FCK er blevet for store til at falde”
  • Borsen.dk 13. 08. 2011: ”Kvist-salg bidrog til pænt overskud i Parken”
  • Borsen.dk 13. 03. 2012: ”Finanstilsynet politianmelder Parken for Kvist-nøl”
  • Borsen.dk 31. 08. 2011: ”Don Ø’s hus ransaget af bagmandspolitiet”
  • Borsen.dk 13. 03. 2012: ”Parkens aktier falder efter politianmeldelse”

Arbejdsspørgsmål

  1. Hvem er FCK’s interessenter?
  2. Hvilke formelle krav er der til regnskabet?
  3. På hvilke måder har FCK overtrådt de formelle krav til årsregnskabet?
  4. Hvorfor er der opstillet formelle krav til et årsregnskab?